Ry Hallerne skal være den aktive ramme om et kæmpe stort fællesskabs- og bevægelsesfremmende projekt, ’100 sunde åndehuller’, som netop har modtaget en donation på 822.500 kr. fra Velux Fonden.
Målet er sammen med lokale foreninger – blandt andre Ældresagen, Ry Biograf, Gnisten, Musikpiloterne, Roklubben og flere andre – samt Ry Kirke i løbet af et år at skabe 100 sunde fællesskaber, der skal begrænse ensomhed, give højere livskvalitet samt bedre trivsel for de ældre i Ry.
»Donationen fra Velux Fonden er en kæmpestor håndsrækning til det arbejde, vi har knoklet på med gennem flere år. Det er en rigtig god ide, vi nu prøver at sætte i søen. Vi har ladet os inspirere af et projekt fra Vejen Idrætscenter, og ud fra det skabt vores eget projekt, ’Et sundt Ry’, som henvender sig til den femtedel af borgerne, der er mindst bevægelsesaktive. Det projekt blev så småt sat i søen under corona, og det er det, der nu videreudvikles i projektet om de 100 sunde fællesskaber målrettet de ældre« forklarer Ry Hallernes centerleder, Jens Szabo, der er projektleder for det nye projekt.
Bejler til foreningerne
»Vi håber, at få engageret de lokale foreninger og deres frivillige til i løbet af et år at være med til at skabe 100 sunde aktiviteter for de ældre, som samtidig styrker fællesskabet. Det kræver energi og et innovativt mindset,« konstaterer centerlederen.
Det er Ry Hallerne, der sammen med det lokale fundraising- og projektudviklingsfirma, Primus Motor har udviklet konceptet for ’100 sunde åndehuller’. En del af ideen er, at Ry Hallerne skal lægge fysisk ramme til aktiviteterne og samtidig være paraply for de mange foreninger og klubber, som forventes at ville indgå i samarbejdet med at skabe sunde aktiviteter for de ældre. En del af planen er at uddanne de frivillige, så de er godt klædt på til at kunne påtage sig rollen som værter for de ældre.
Jens Szabo ser i projektet et stort potentiale for udbredelse til resten af kommunen.
»Det er vigtigt også at få Skanderborg Kommune forankret i det her projekt. Vi deler gerne ud af vores gode erfaringer. Håbet er jo, at det kan sprede sig som ringe i vandet til andre byer og lokalsamfund og være med til at forebygge ensomhed blandt ældre,« understreger han.
Tekst af: Grethe Bo Madsen